Efter 15 års død: Slotcentret kan få en genopstandelse

Siden finanskrisen har det været tomme lokaler og ‘til leje’-skilte, der har fyldt Slotcentrets butiksruder. Det kan dog snart være slut.

Snart vil borgere bestige trapperne igen. Foto: Anders Funch Engelstad

Af Tobias Farholt Jørgensen

På trods af engang at have huseret mange detailbutikker, har der efter finanskrisen i 2007 stort set kun været tomme butiksvinduer i Slotcentret. Men snart kan centeret igen åbne dørene for nye butikker. Det fortæller Jesper Fangel, der er indehaver af Nordicals Randers.

”Vi har konkret nogle større butikskunder, der skal bruge den plads, der er i Slotcentret.”

Ifølge Fangel er det en proces, der har været undervejs i lang tid, hvor man har arbejdet på at få et par større butikker til at leje sig ind. Centret kommer dog ikke til at være den originale størrelse. Dele vil blive brugt til kontorer eller boliger.

”Det er de 500 kvadratmeter, der går hen til trappen til Slotpladsen. Det resterende bliver ikke til butikker igen.”

Jesper Fangel nævner ikke specifikt, hvilke butikskæder der er tale om.

Centeret vil snart igen blive brugt til andet end gennemgang. Foto: Tobias Farholt Jørgensen

Investorer har frygtet et ’dødt’ center

Og det er de tomme butikslokaler, der har skræmt mulige investorer, hvis man spørger Jesper Fangel. Frygten for, at centerets travlhed ikke ville genopstå, mener han, har skræmt butiksejerne.

”Når først et center er tomt, så er der ikke nogen, der tør starte op. Enten går det butikscentrene rigtig godt, ellers går det meget skidt.”

Fangel peger også på finanskrisen og corona som medvirkende til, at Slotcentret har været en dårlig forretning.

Stor glæde hos udvalgsformand, men stadig langt vej igen

En mere attraktiv bymidte har været en af de store emner på dagsordenen i Randers. I 2019 lavede man en strategi for, hvordan man kunne få liv til midtbyen. Og den nyvalgte formand for Erhvervs- og planudvalget, Claus Berggren (V), er begejstret for, at centret igen kan komme i gang.

”Det kunne være helt fantastisk, hvis man kunne tiltrække nogle virksomheder til Slotcentret. Det er meget tomt og ærgerligt at se på.”

Claus Berggren. Foto: Jakob Lerche

Men trods en mulig genopstandelse af Slotcentret mener Claus Berggren stadig, at der skal mere til, før at bymidten kommer i gang. Han peger på, at der skal være noget at komme efter, så man skaber noget trafik.

”Kommunen kan hjælpe ved at rykke noget som Borgerservice til bymidten. Hvis borgerne f.eks. skal have et nyt pas, så kan det være, de også køber et par sko.”

Han pointerer derudover, at manglende parkeringsmuligheder giver borgerne større incitament til at tage til et mere tilgængeligt sted som Randers Storcenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *