Mangel på frivillige har gjort, at brugerne af værestedet Den Blå Paraply nu giver en hjælpende hånd, hvor de kan. En kultur, der gavner både caféen og brugerne, siger leder Ruth Sloth Petersen.
Af Signe Gru
I dag er der langt mellem de faste frivillige, hvilket er udfordrende, når en organisation mangler hænder, der også vil binde sig til deres sted. Den nød er værestedet Den Blå Paraply lykkedes med at knække. På den sociale aktivitetscafé hersker en kultur, hvor også brugerne af stedet hjælper til med arbejdsopgaver.
Få forpligter sig
I Frivilligværket Randers er det ingen hemmelighed, at frivillige kræfter er en mangelvare. Men specielt én ting i frivilligbilledet er ændret.
”Vi oplever, at det periodiske frivillige arbejde er mere udbredt end lysten til at sidde på en fast post i en forening”, siger kommunikationsmedarbejder hos Frivilligværket Anne-Mette Madsen.
Tømmer du postkassen?
Det er en tendens Den Blå Paraply i Vestergade også oplever. Værestedet er en alkoholfri og social aktivitetscafé, der er åben for alle, som har brug for støtte og omsorg. Og selvom de er glade for unge frivillige, som er hos dem et par måneder, ønsker de også hjælpende hænder, der ønsker at binde sig til stedet.
Det ønske har de sammen med deres såkaldte ’brugere’ af stedet selv fået opfyldt. På Den Blå Paraply giver omkring 6 ud af 10 brugere nemlig gerne en hånd, når det kniber med de faste frivillige.
”Det kan være småting som at gå i postkassen, hente en liter fløde eller sætte tøjstativet til vores genbrug ud på gaden”, fortæller leder af Den Blå Paraply, Ruth Sloth Petersen. Men det er ikke bare caféen, der nyder godt af en hjælpende hånd i ny og næ. Ruth Sloth Petersen forklarer, at mange brugere også udvikler sig ved at få et større ansvar – og nogle ender endda som faste frivillige på værestedet.
Kort til fordele for flere
En bruger af Den Blå Paraply, som har fundet sin helt egen måde at hjælpe stedet på, er Vibeke Rask Nielsen. Hun har i mange år lavet begivenhedskort på værestedet, som sælges i caféen.
”God energi, det smitter. Og hvis det var mig selv, ville jeg synes, at det var skønt, nogen hjalp mig”, siger bruger af værestedet Vibeke Rask Nielsen og fortsætter smilende: ”Det kan da også godt være, jeg føler mig lidt godt tilpas bagefter”.