Randers byråd har bevilliget ti millioner kroner til renovering af Kulturhuset, men det er langt fra nok til at indfri ambitionerne ifølge Kulturhuset.
Foto: Caroline Rømer
Af Caroline Rømer
Kulturhuset i Randers’ centrum står overfor en større renovering, men har kun fået bevilliget ti millioner kroner, hvor to millioner af beløbet er øremærket til handicaptoiletter. Med det mindre millionbeløb, vil den fremtidige ændring af kulturhuset være meget lille.
”Vi vil forsøge at skabe et indbydende miljø nede i foyeren, men derudover vil der ikke være midler til at gøre noget som helst”, siger Jens Sørensen, som er ansat i marketing og forretningsudvikling i Kulturhuset.
Drømmen om et mere åbent og indbydende kulturhus realiseres ikke i denne omgang. Men Jens Sørensen tilføjer, at de ved hjælp af fonde håber på at kunne få gennemført den planlagte renovering.
”I en bygning som vores batter otte millioner kroner ingenting. Alene det at erstatte betontrapperne med en trappe af glas koster omkring 50 millioner kroner”, siger Jens Sørensen.
På tegnebrættet er der både en tagterrasse, en omlægning af grågården og et mere åbent hus. Så håber man at borgernes oplevelser i huset vil blive bedre.
Renoveringen af Kulturhuset vil kunne give Randers et rigere kulturliv, det vil også kunne tiltrække nye tilflyttere.
”Kulturen har haltet lidt bagefter, derfor får vi bevillingen. Byrådet kigger måske rundt på omegnsbyer, som Silkeborg og Viborg, hvor der sker mere kulturmæssigt. Vi tror, at det har en ret signifikant betydning for bosætningen, at man også har et rigt kulturliv”, siger Jens Sørensen.