Støj fra affaldsvirksomheden Nordic Waste generer familien Heiredal. Nu planlægger virksomheden at udvide. Formand for erhvervs- og planudvalget, Claus Berggren mener, at familien bør acceptere støjbetingelserne eller flytte.
Af Albert Bastian Boysen og Jacob Clemen
En konstant larm fra lastbiler og byggeri er noget af det, som familien Heiredal har skulle stå model til siden Nordic Waste i 2018 overtog driften af lergraven ved Ølst.
Nu vil Nordic Waste udvide deres erhverv. Formålet er, at de skal kunne tage mere forurenet jord ind og rense det. Men Allan Heiredal frygter, at de får flere gener i fremtiden, hvis udvidelsen bliver endeligt vedtaget i byrådet.
“Vores livskvalitet er blevet betydeligt forringet. Det herlige ved at bo på landet er ro og fred og en skov,” siger Allan Heiredal.
Allan og hans kone har selv forsøgt at måle støjniveauet på deres telefoner. Lyden kom op på 65 decibel, hvilket svarer til almindelig bylarm. Derudover frygter de en ændring i landskabsbilledet. Det fremgår af forslagets miljørapport, at selskabets aktivitet betyder kørsel med cirka 150 lastbiler i døgnet. Allan oplever, at det er en del flere.
“Det er kun på en meget stille dag. Jeg ved ikke hvad det ligner når man kører forbi. De holder i stakke og bunker overalt,” siger Allan Heiredal.
Allan Heiredal så frem til planer om et frodigt naturområde i baghaven. Han frygter nu, at det aldrig kommer til at ske, og at området bliver til en losseplads når Nordic Waste engang lukker og slukker.
“Det ender med, at Randers bliver affaldsbyen i Danmark,” siger Allan Heiredal.
Udvalgsformand ser positivt på sagen
Claus Berggren (V), formand for erhvervs- og planudvalget, mener, at Nordic Wastes udvidelse er en positiv nyhed for Randers. Ifølge ham må Allan flytte eller acceptere betingelserne for udvidelsen.
“Jeg synes, at det er helt fantastisk, at vi har endnu en grøn virksomhed i Randers. Der bliver en del trafik med lastbiler, men jeg synes at det ligger fint. Lad dem nu bygge den fabrik færdig, og se på, hvor meget det larmer først, og hvis man er meget bekymret for det, så synes jeg, at man skal overveje, om man skal flytte. Jeg synes at det er ærgerligt.”
Nordic Waste omdanner hverdagsplastik, fra eksempelvis ølkrus og tøjvask, til olie der kan bruges i industrien, og granulat der kan bruges til blandt andet vejfyld.
“Jeg ved ikke, hvor losseplads kommer ind i det. Hvis det var i helt almindelig gæng, så ville de affaldsprodukter netop ende på en losseplads eller i en skorsten og blive brændt af,” siger Claus Berggren.
Området hvor Nordic Waste planlægger at udvide.
Enhedslisten viser bekymring
Byrådsmedlem Frida Valbjørn Christensen (Ø) er derimod mere i tvivl om, hvorvidt Nordic Waste skal have lov at udvide deres aktiviteter i området. Som den eneste stemte hun imod en høring af lokalplanen tilbage i december, da hun skulle have tid til at sætte sig ind i sagen. Kronnyhederne har forelagt Allans bekymringer for Frida, og hun har modtaget flere henvendelser om støjgener efterfølgende. Derfor ville hun stadig stemme imod forslaget, hvis det kom til afstemning i dag.
Nordic Waste er blevet forelagt kritikken fra Allan Heiredal. Administrerende direktør, David York har ikke hørt noget om, at der skulle være støjgener blandt naboerne. Virksomheden har tidligere inviteret naboerne på besøg til dialog om virksomhedens aktiviteter og udvidelse, fortæller han.
Der er frist for den offentlige høring d. 24. februar.