VR-briller kan revolutionere klasseværelserne i Randers

Forestil dig, du står på toppen af Mount Everest, udforsker danske kirker eller ligger og kigger op på skyerne, der svæver forbi på himlen. Alt sammen uden at bevæge dig udenfor en dør. Dét og meget mere kan blive til virkelighed gennem virtual reality – og det er noget, som skoler i Randers har taget til sig.

Virtual reality brillerne kan være med til at fange de elever, som ellers synes skoledagen kan være lang at komme igennem. Foto: Hobrovejens Skole

Af Amalie Obbekjær

Både Hobrovejens Skole og Social- og Sundhedsskolen i Randers har investeret i virtual reality briller med henblik på at bruge det til at skabe værdi i undervisningen på de respektive skoler. Brillerne skal åbne for nye muligheder i undervisningen, og der er store visioner for fremtiden.

Til leg, læring og mindfulness
For eleverne på Hobrovejens Skole er det blot tre uger siden, at VR-brillerne blev taget i brug for første gang. Sandra Carstensen er indskolingslærer på skolen og primus motor bag projektet. Hun peger allerede nu på mange forskellige måder, hvorpå brillerne kan blive et værdifuldt redskab for både elever og lærere:

”Det kan styrke børnenes motivation for læring, fordi vi som lærere virkelig kan udvide og tage læringsrummet til et helt nyt niveau. Og med brillerne kan skolen også være med til at øge og understøtte den teknologiforståelse, som bliver vigtig i fremtiden.”

I kristendomsundervisningen i 1. klasse har brillerne for eksempel givet børnene mulighed for at udforske kirker indefra. Og de kan også bruges til andet end blot de skemalagte fag:

”Jeg har brugt det i et mindfulness forløb, hvor der er fokus på, hvordan børnene finder ro i skolen. Konkret kan det gøres igennem naturvideoer, hvor der måske er fokus på, hvordan skyerne bevæger sig på himlen eller lydene ved en skovsø,” fortæller Sandra Carstensen.

Også på Social- og Sundhedsskolen i Randers har de haft succes med den 360-graders oplevelse, som VR kan skabe. Her bruges optagelser fra praksissteder som børnehaver og plejecentre til at vise eleverne, hvordan realistiske situationer kan udspille sig.  

Virtual reality på flere niveauer
At være tilskuer til en situation er dog kun ét af de niveauer, man kan arbejde på, når det kommer til virtual reality. Hos Videnscenter for Velfærdsteknologi, som drives af SOSU-skolerne, indsamles og udvikles viden om fremtidens velfærdsteknologi, herunder også virtual reality. Her er de, i samarbejde med Cadpeople, lykkes med at skabe en såkaldt VR-lejlighed, som er en virtuel ældrebolig, hvor elever kan træne forskellige færdigheder:

”I lejligheden kan man også simulere en førstepersonsoplevelse af at være borger med synshallucinationer og Alzheimerdemens,” fortæller videnscenterkoordinator Thomas Eggersen.

Og netop muligheden for at skabe en førstepersonsoplevelse gør værktøjet særligt værdifuldt for SOSU-eleverne ifølge Thomas Eggersen:

”Vi lavede et forskningsprojekt i samarbejde med X-Lab i 2020, hvor vi undersøgte, hvad VR kan i et læringsperspektiv – og her pegede flere af SOSU-underviserne på det affektive område, som et sted, hvor VR giver mening. At bringe eleverne i et borgerperspektiv styrker empatien, som jo er noget vi arbejder rigtig meget med, og her kan VR give en dybere forståelse for nogle ting.”

Leo Bilgrav Nielsen, som er selvstændig læringskonsulent med speciale i virtual reality, peger desuden på den interaktive VR-oplevelse, som et ekstra niveau, der skal arbejdes på i fremtiden:

”Vi er langt fra at have et konkret bud på det endnu. Men i fremtiden arbejder vi hen i mod, at man med VR for eksempel skal kunne gå ind i et fysiklokale og lave et forsøg. Man skal kunne hælde væsker sammen eller gå ind i et stærkstrømsskab og sætte strøm på forskellige ting uden at dø, hvis man laver en fejl.”

Fremtiden for VR-brillen i undervisningen
Mulighederne er således mange, når det drejer sig om fremtiden for virtual reality i undervisningen. Men kigger man på begrænsningerne, er det særligt økonomien og den praktiske implementering, som står i vejen for udbredelsen af VR-brillen:

”Det er bekosteligt udstyr. Og at udrulle det til samtlige skoler er en krævende og udfordrende proces, som også er afhængig af, at skolen har indkøbt den hardware som er nødvendig,” fortæller Thomas Eggersen.

Samtidig peger Leo Bilgrav på, at det rent kognitivt også kan være mere anstrengende at benytte sig af brillerne fremfor traditionel undervisning.

Tilbage hos indskolingen på Hobrovejens Skole er de dog fulde af gåpåmod, når det kommer til at bruge VR-briller i fremtiden:

”Fremtidsvisionerne er kæmpestore. Og vi vil gerne bidrage til, at det udbredes til resten af landets skoler, for som jeg ser det, er det helt sikkert fremtiden. Jeg kan se det hos børnene i min klasse. Det kan bare noget. De bliver draget af VR på en helt anden måde, end de gør af en bog,” slutter Sandra Carstensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *