Randers Regnskovs pandemiplan blev til på en pizzabakke: ”Det er sammenholdet, der har fået os igennem”

Randers Regnskov kunne mandag d. 17. januar 2022 igen slå dørene op til de eksotiske domer efter endnu en nedlukning. Pandemien har været en hård udfordring for den randrusianske regnskov, men direktør Henrik Herold mener, at Randers Regnskov er kommet styrket ud på den anden side.

Af Gry Trabjerg Hult

I dyreriget er det evnen til at tilpasse sig gennem evolution, der kan være afgørende for overlevelse. Denne jungleregel har Randers Regnskov formået at efterleve siden sin start og senere hen også under COVID-19. 

Hvis man spørger Henrik Herold, direktør- og grundlægger af Randers Regnskov, så er svaret: ”Randers Regnskov er kommet styrket ud af pandemien”.

En plan på en pizzabakke

Henrik Herold har under pandemien haft gavn af sin baggrund i militæret, da han her har lært at trives i kaos:

”Jeg har det jo med at lave planer”, forklarer han. ”Jeg trives fint i kaos, det er jo faktisk det, jeg er uddannet til”.

Det var også med den hat på, at Henrik Herold gik til værks, da Danmark i marts i 2020 stod over for en national nedlukning.

”Da Mette Frederiksen var på og lukkede Danmark ned, sad jeg og spiste pizza med min kone. Jeg tog en kuglepen, og så begyndte jeg at skrive på indersiden af pizzabakken en plan for, hvad vi skulle gøre”.

Det første step i direktørens plan var at sætte planerne om en fjerde dome på hold og i stedet lægge kræfterne i at bygge en udendørs zoologisk have. Herefter delte han medarbejderne op i grupper og organiserede en ny arbejdsplan.

Sammenhold og en fælles visionforståelse

Henrik Herold kigger tilbage på nogle år, hvor fremtiden synes dyster. En fremtid, Randers Regnskov heldigvis er kommet udenom.

”I foråret 2020 der var vi faktisk næsten tæt på at gå konkurs. Vi lavede en plan, der hed ´bankende hjerte´, hvor vi skulle skære helt derind til, hvor vi bare lige holdt os selv i live. Det forblev heldigvis bare en plan. Så vi har været igennem alle de der low’s and up’s”, siger Henrik Herold.

For at komme igennem en udfordring som en pandemi, så er der visse ting, der er vigtige ifølge grundlæggeren: 

“Det handler om at gå efter bolden, være et godt team og have forståelse for helheden. Det er sammenholdet, der har fået os igennem.”

At have en stærk helhed har de i Randers Regnskov arbejdet aktivt på igennem flere tiltag som f.eks. ”cross training”, hvor de ansatte har byttet roller og løbende personaleture samt arrangementer:

“Vi har prøvet at lave fælles visionsforståelse om, hvor skal vi hen, og hvorfor vi skal det. Virksomhedskultur for mig er summen af fællesoplevelser. Det er do’s and dont’s, som lever i en organisation på baggrund af nogle erfaringer.”

Udvikling er nøglen til succes

Tiden står aldrig stille i Randers Regnskov, og der er massere af planer på tegnebrættet til foråret. 
Der skal fortsat udvikles på deres udendørsområde kaldet ”Tidsrejsen”, hvor der i år bliver tilføjet ”istid”.

”Vi har eksisteret i 25 år, og vores succes har egentlig været, at vi hele tiden har bygget nyt”, siger Henrik Herold. 

Til spørgsmålet om, hvordan Randers Regnskovs fremtid ser ud, svarer han:

“Jeg tror, det bliver fedt. Når man arbejder med naturen, så bliver man aldrig færdig”. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *